Lokalrådet

Vedtægter

1. Navn og hjemsted
Foreningens navn er Voldum Lokalråd og er hjemmehørende i Voldum by og opland, herefter kaldet Voldum lokalområde.

2. Formål
Lokalrådets formål er at: samordne borgernes indflydelse på den byplanmæssige, sociale og miljømæssige udvikling i Voldum lokalområde og varetage borgernes fælles interesser over for de kommunale myndigheder og andre offentlige instanser at koordinere og skabe oversigt over lokalområdets aktivitetsmuligheder og faciliteter.stimulere til interesse for, hvordan Voldum lokalområde skal udvikles i et bæredygtigt perspektiv, herunder at være attraktiv for nye tilflyttereinformere, oplyse og styrke den demokratiske debat om forhold der har betydning for lokalområdets borgere, trivsel og aktive liv. støtte, informere og koordinere aktiviteter og initiativer der kan samle byens borgere i positive fællesskaber.

3. Medlemmer
Som medlem betragtes enhver fastboende i Voldums lokalområde. Kun myndige personer er valgbare til bestyrelsen.

4. Kontingent og regnskab
Der opkræves intet kontingent. Lokalrådets aktiviteter søges dækket ved tilskud og annoncemidler. Lokalrådets regnskab varetages af kassereren, der står til ansvar for bestyrelsen. Regnskabet revideres af de valgte revisorer forud for generalforsamlingen.

5. Bestyrelsen
Bestyrelsen varetager det daglige arbejde. Hvis bestyrelsen skal træffe afgørelser eller give udtalelse af mere vidtgående karakter, er bestyrelsen forpligtet til forud at indkalde til beboermøde eller på anden vis at inddrage relevante beboergrupper.

6. Generalforsamlingen
Generalforsamlingen er Lokalrådets højeste myndighed.Bestyrelsen indkalder til årlig generalforsamling i marts eller april måned med mindst 4 ugers varsel ved annoncering i et af de lokale blade og/eller opslag i byen.

Dagsorden for generalforsamlingen:

  • 1. Valg af dirigent
  • 2. Beretning
  • 3. Regnskab
  • 4. Indkomne forslag
  • 5. Valg
  • 6. Eventuelt.

Forslag som ønskes behandlet som et punkt på dagsordenen til generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig flertal ved håndsoprækning, med mindre en af generalforsamlingens medlemmer ønsker skriftlig afstemning.Ændringer af vedtægterne kan kun vedtages ved 2/3 majoritet af de fremmødte medlemmer.

Generalforsamlingen vælger 7 medlemmer til bestyrelsen plus 2 suppleanter samt 2 revisorer. Bestyrelsesmedlemmer og suppleanter vælges for 2 år ad gangen på den ordinære generalforsamling. 4 bestyrelsesmedlemmer går på valg i lige år, og 3 i ulige år. Hvert år vælges 1 suppleant. Genvalg kan finde sted.Alle valg foregår ved skriftlig afstemning. I lige år kan der stemmes på fra 1 – 4 kandidater og i ulige år på fra 1 – 3 kandidater.

Ekstraordinær generalforsamling kan med sin egen dagsorden indkaldes, såfremt et flertal i bestyrelsen ønsker det, eller hvis 30 borgere i Voldums lokalområde med underskrifter over for bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling skal indkaldes med mindst 14 dages varsel og afholdes hurtigst muligt og senest 4 uger efter begæringen.Stemmeberettigede er generalforsamlingens deltagere, der er fyldt 15 år.

7. Konstituering
Bestyrelsen konstituerer sig selv på det førstkommende bestyrelsesmøde med en formand, næstformand, sekretær og kasserer. Dette skal ske inden for en periode af en måned efter generalforsamlingen. Der laves referat der offentliggøres.

8. Opløsning af Lokalrådet
Lokalrådet kan opløses, hvis der på henholdsvis en ordinær, og en derpå følgende ekstraordinær generalforsamling, med mindst 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer, er ønske herom. Ved opløsning kan den ordinære og ekstraordinære generalforsamling ikke afholdes inden for samme måned, og indkaldelsen til den ekstraordinære generalforsamling skal foretages efter de samme regler som for en ordinær generalforsamling.

Lokalrådets midler søges i så fald overdraget til en eller flere kandidater blandt de øvrige lokale organisationer og foreninger. Er der her flere mulige kandidater, afgøres det ved almindeligt flertal blandt de fremmødte medlemmer, hvilke(n) organisation(er) der skal modtage midlerne. Hvis ingen kandidater skønnes egnet, skal midlerne anvendes til et afsluttende arrangement til glæde for områdets beboere.
Vedtaget på den stiftende generalforsamling den 9. september 2003.

Lokalrådet   –  Bestyrelsen  –  Udviklingsplan for Voldum  –  Flagallé